Menneskeheden har fra civilisationernes morgen tilbedt held og tilfældets gunst, som i det gamle Grækenland blev personificeret af gudinden Tyche (Τύχη) og i det gamle Rom af gudinden Fortuna (Fortuna).
Det andet navn er i dag kendt af alle og kan betragtes som en semantisk analogi (næsten synonym) til ordene "held" og "skæbne".
Fortuna og hendes hjul
Ordet "fortuna" er af romersk oprindelse og betyder bogstaveligt "skæbne" på latin. Oprindeligt var det forbundet med Fortunas kult, som opstod længe før Romerrigets storhedstid, sandsynligvis i Latium blandt italiske folk mellem det 10. og 7. århundrede f.Kr.
Det er ikke udelukket, at latinerne tilbad denne kult, før de migrerede til Den Appenninske Halvø, og bragte traditionen med sig. Der findes ingen håndgribelige beviser herfor, men det er sikkert, at Fortuna blev tilbedt i det gamle Rom i det 6. århundrede f.Kr. Dette bekræftes af et gammelt tempel, som blev opført af Roms sjette konge, Servius Tullius (Servius Tullius), ved Tiberens bred mellem 578 og 534 f.Kr.
Oprindeligt blev Fortuna tilbedt af bønder, der fejrede festivalen Fortis Fortunae den 24. juni hvert år. Man troede, at gudindens velvilje bragte gunstige omstændigheder, såsom godt vejr, regn og floder, der flød over – alle faktorer, der sikrede en god høst. Senere adopterede hyrder også denne tradition, da deres velstand var afhængig af frugtbare græsgange.
Omtrent på samme tid eksisterede der i det gamle Rom allerede en frugtbarhedsgudinde, Ceres (Cerēs), hvilket har givet anledning til tvivl om, hvorvidt Fortuna-kulten var af romersk oprindelse. Det er mere sandsynligt, at den blev lånt fra italikerne eller de gamle grækere og udviklede sig parallelt med den traditionelle romerske mytologi.
Senromersk Fortuna
Det vides ikke præcist, hvornår Fortuna-kulten opstod i Rom, men i sin storhedstid var gudindens popularitet enorm. Over hele det tidligere Romerrige findes tusindvis af altre og kapeller viet til Fortuna samt titusindvis af billeder og inskriptioner opdaget ved arkæologiske udgravninger.
Gudindens billede prydede gamle mønter, husholdningsgenstande, kunsthåndværk og hjemlige altre. Når det kom til antallet af tilhængere, kunne Fortuna sammenlignes med Merkur (Mercurius) – gud for handel, velstand og profit.
Fortuna blev også en del af den kejserlige kult under navnet Fortuna Augusta og modtog særlig ære i år 19 f.Kr., efter kejser Octavian Augustus’ (Octavianus Augustus) triumferende hjemkomst fra Østen.
Hun blev ofte afbildet med et overflødighedshorn og et lykkehjul, flankeret af personifikationer såsom Felicitas, Hilaritas, Concordia og Fides. Fra det 1. århundrede e.Kr. blev hun ofte afbildet sammen med Isis (Isis) – gudinde for kvindelighed og moderskab.
Ud over det ældgamle tempel, som Servius Tullius rejste ved Tiberen i det 6. århundrede f.Kr., blev der senere opført flere prægtige templer til ære for Fortuna. Blandt disse var Sanctuary of Fortuna Primigenia fra 194 f.Kr., Aedes Fortunae Equestris fra 180 f.Kr. og Fortuna Huiusce Diei ("Dagens Fortuna") fra 101 f.Kr.
Fortunas berømmelse overlevede Romerrigets fald og fortsatte gennem hele middelalderen i Vesteuropa. I moderne tid, i 1852, blev en asteroide opkaldt efter gudinden.
I dag forbindes ordet "fortuna" mere med "held" og "skæbne" end med den gamle romerske gudinde. "Lykkens hjul" (roulette) er en fast del af ethvert kasino, og udtrykket "Fortunas yndling" beskriver en person, der altid har heldet med sig.
Selv i den digitale tidsalder stoler mange stadig mere på held end på sund fornuft og præcise beregninger. Udtrykket "at stole på Fortuna" synes aldrig at gå af mode – selv om det i dag ofte er en tilfældighedsgenerator, der spiller gudindens rolle.